Hvad er postpolio syndrom?

Polio går også under navnet børnelammelse og er en infektionssygdom i kroppen forårsaget af et virus. Poliovirusset hører til blandt tarmvira, og der findes tre forskellige typer af poliovira. Efter infektion med en af typerne, er man ikke automatisk beskyttet mod de andre to typer. Der er tale om en akut infektion, der i værste tilfælde kan angribe kroppens nerveceller og give langvarige lammelser i nogle af kroppens muskler. Heldigvis er polio ikke længere særligt udbredt i Danmark og i langt de fleste poliotilfælde ses ingen symptomer eller senkomplikationer og kan muligvis blot opleves som influenza. En af de frygtede senkomplikationer efter smitte med polio er postpolio syndrom.

LINK: Klik her og lær mere omkring polio.

Hvad er postpolio syndromet?

Omkring 1980’erne opdagede man, at mange af de tidligere poliosmittede fra 1940’ernes og 1950’ernes store polioudbrud pludselig oplevede en forværring i deres tilstand efter en 30-40 års stabil periode. Pludselig blev deres lammelser forværret, og de blev langt mere trætte ofte kombineret med smerter i muskler og led. Det var primært de muskler, som allerede var ramt af lammelserne, der blev endnu mere svækket under dette tilbagefald. For mange resulterede tilbagefaldet i, at de fik svært ved at klare dagligdagens gøremål, og mange troede, at det hele skyldtes, at poliosygdommen var vendt tilbage. Det er dette tilbagefald efter poliosmitte, som kaldes for postpolio syndromet. I USA har man bemærket, at 22-68 % af de personer, som tidligere var smittet med polio, udviklede postpolio syndromet.

Hvorfor udvikler man postpolio syndromet?

Det er ikke fuldt ud klarlagt, hvorfor nogle oplever denne forværring af lammelserne mange år efter at have været syg med polio. Derfor er der flere bud på årsagen hertil. Nogle af buddene er, at det skyldes aldring, vægtøgning, opblussen af polioinfektionen eller at immunforsvaret reagerer uhensigtsmæssigt på poliovirusset. Dog har man ikke kunnet bevise nogle af disse forslag. Derimod er den mest sandsynlige og godkendte forklaring, at forværringen skyldes en overanstrengelse i de nerver, som kontrollerer musklerne. Ved smitten med poliovirusset blev mange af nerverne til musklerne ødelagt af virusset, hvorfor de ikke længere kunne aktivere og sætte musklerne i arbejde. For at opveje for dette har de tilbageværende nerver delt sig for at kunne komme i kontakt med flere muskler, så de stadig kunne aktiveres. Med årerne kan det blive en for stor opgave for de tilbageværende nerver at opretholde en forholdsvis normal muskelaktivitet, hvorfor det kan ende med, at forgreningerne fra nerverne bukker under for presset og den yderligere svækkelse, som ses ved postpolio syndromet, viser sig.

Hvad er symptomerne på postpolio syndromet?

Symptomer, som kan ses ved postpolio syndromet, er: - Øget træthedsfornemmelse og udmattelse - Smerter og ømhed efter blot let muskelarbejde - Overfølsomhed over for kolde temperaturer - Svag stemmekraft - Kramper i muskler - Problemer med at trække vejret - Problemer med at sove - Problemer med at synke

Hvad kan man gøre, hvis man udvikler postpolio syndromet?

Hvis man pludselig oplever en øget svækkelse af sine muskler efter tidligere at have haft polio, anbefales det, at man opsøger sin læge for at få undersøgt, om der er tale om udvikling af postpolio syndromet og hjælp til dette, hvis det er tilfældet. Ved nedsat fysisk aktivitet på grund af lammelserne øges ens risiko for at få livsstilsygdomme som forhøjet blodtryk, forhøjet kolesterol og sukkersyge (diabetes). Derfor er det vigtigt, at man spiser sundt, ikke ryger og heller ikke drikker store mængder af alkohol. Derudover bør man være så aktiv, som det er muligt.

Hvordan stilles diagnosen ”postpolio syndrom”?

Da der ikke findes nogle specifikke undersøgelser til at stille diagnosen postpolio syndrom, handler det først og fremmest om at udelukke alle andre årsager, som kan føre til de muskelsvækkelser, der ses ved syndromet. For eksempel kan andre medicinske og neurologiske sygdomme føre til muskelsvækkelse, og trætheden kan også skyldes depression. Til hjælp med at stille diagnosen postpolio syndrom, findes der internationale kriterier: - Patienten skal tidligere have lidt af polio. - Patienten skal have haft en stabil periode på mindst 15 år med ens muskelfunktion efter sit poliotilfælde. - Der skal pludselig komme nye muskelsvækkelser, muskeltræthed og forværring af tidligere muskelsvækkelser. - Alle andre sygdomme med symptomer magen til polio skal være udelukket.

Ved mistanke om postpolio syndrom bør der ske en henvisning til en specialist for at få yderligere hjælp.

Kan man blive behandlet for postpolio syndromet?

Når man først har udviklet postpolio syndromet, kan man ikke helbrede det fuldstændigt, hvorfor formålet med behandlingen er at bremse/standse udviklingen af syndromet, styrke kroppens muskler og derved forbedre funktionsniveauet og livskvaliteten. Den fysiske træning vil være tilpasset den enkelte, så der kommer fokus på de muskler og led, der er påvirket hos denne person. Det har vist sig, at den fysiske træning godt kan svare sig, da de positive ændringer ser ud til at være vedvarende. Udover fysisk træning kan varme, massage, udstrækninger og andre muskelafslappende øvelser også hjælpe mod postpolio syndromets komplikationer. Ved besvær med at gå kan støtteudstyr hjælpe og i værste tilfælde kan en kørestol blive nødvendig. Foruden den fysiske træning er der også fokus på rådgivning til, hvordan man kan klare udfordringerne på sin arbejdsplads, så man med størst sandsynlig kan beholde sit arbejde. Yderligere kan man få hjælp af en taleterapeut, hvis postpolio syndromet har påvirket muskulaturen i svælget, og derved besværliggjort tale. Som noget nyt er man ved at forsøge at behandle patienter, der har udviklet postpolio syndrom, med immundæmpende medicin, hvis funktion er at mindske immunforsvarets forskellige reaktioner. Det har vist sig, at denne behandling har effekt på den øgede træthed og smerter, der kan ses ved syndromet, men der mangler stadig forskning inden for området.

Hvad er langtidsudsigterne efter udvikling af postpolio syndromet?

Det er sjældent, at tilstanden postpolio syndrom vil blive livstruende og/eller ekstremt invaliderende for den pågældende. Den nye svækkelse af musklerne vil oftest ske i et langsomt tempo, men ofte med stabile perioder indimellem på for eksempel 3-10 år. I sidste ende kan udviklingen af postpolio syndromet forårsage større problemer med at klare hverdagens opgaver som for eksempel at handle ind, lave mad, gøre rent og transportere sig rundt. Til sidst kan det betyde, at der opstår et behov for at få hjælpemidler for at klare nogle af opgaverne.

LINK: Klik her og læs omkring vaccination mod polio.

Spar 50%

Medlemmer af Sygeforsikring Danmark kan spare 50% på rejsevaccinationer.

Læs mere

Ofte stillede spørgsmål

Skal jeg vide hvilke vacciner jeg skal have inden jeg bestiller tid?

Nej. Ved konsultationen gennemgår apotekets personale dine rejseplaner, dit ønske om beskyttelse, eventuelle tidligere vaccinationer, samt forhold, der kunne betyde, at du er i øget risiko (sygdomme mv.). På baggrund af dette lægger apotekets personale et personligt vaccinationsprogram til dig.

Bliver jeg vaccineret ved første konsultation?

Ja. Husk dog på at nogle vacciner skal gives over flere omgange over en periode på uger eller måneder for at give en optimal beskyttelse.

Har I alle vacciner på lager?

Ja, i udgangspunktet har apoteket alle vacciner på lager. Dog har apoteket ikke vaccine mod tuberkulose på lager, ligesom der tages forbehold for at vacciner kan være i restordre fra producenten.

Kan I se hvilke vacciner jeg har fået tidligere?

Apoteket kan se alle tidligere vacciner, som er givet på apoteket. Det er i udgangspunktet ikke lovligt for apoteker eller læger at se journaler fra andre klinikker. Er du blevet vaccineret i en anden klinik eller hos egen læge har apoteket derfor ikke adgang til disse journaler. Medbring derfor det gule vaccinationskort. Har du ikke det kan du prøve at logge ind med NemID på www.fmk-online.dk. Det er dog langt fra alle klinikker der historisk har uploadet information her.

Hvad koster det at blive vaccineret?

Rejsevaccinationer er ikke dækket af den offentlige sygesikring. Klik for at se vaccinationspriser