Hvordan smitter difteri?

Difteri også kaldet strubehoste er en akut infektion typisk i de øvre dele af luftvejene som hals og svælg grundet smitte med difteribakterien Corynebacterium diphteriae. Bakterien danner et giftstof, som kan spredes rundt i hele kroppen med blodet og f.eks. forårsage sygdom i hjernen og hjertet. Bakterien smitter let mellem mennesker, hvorfor det er vigtigt at blive vaccineret mod difteri. Efter indførelsen af vaccination mod difteri i det danske børnevaccinationsprogram er antallet af tilfælde med difteri faldet i Danmark.

Hvordan får man difteri?

Difteri smitter ved det, som kaldes for dråbesmitte. Det vil sige, at difteri smitter ved, at dråber fra næsen eller andre dele af de øvre luftveje spredes fra en person, der er smittet med difteribakterien, til en anden. Dette kan for eksempel ske ved nys, hoste, drikke af samme flaske og i sjældnere tilfælde ved kontakt med spyt og sårsekreter. Det er vigtigt at være opmærksom på, at alle, der er smittet med difteribakterien og som derved kan smitte andre, ikke altid har symptomer på difteri og faktisk virker raske. På den måde kan det være svært at vide, hvem der kan smitte en med difteri. Få tilfælde har vist, at kæledyr som katte og hunde, der virker raske, faktisk godt kan smitte med en speciel form af difteribakterien. Fra man bliver smittet med difteri til, at man får symptomer på difteri, går der normalt 2-5 dage. Dette kaldes for inkubationstiden. Herefter kan man typisk smitte andre de næste to uger, i sjældne tilfælde op til 4 uger. Hvis man behandles med antibiotika, kan man typisk ikke længere smitte andre.

Hvor findes difteri?

Teoretisk set findes bakterien overalt i verden. Dog er det typisk i fattige og tætbefolkede lande, hvor alle ikke er blevet vaccineret mod difteri, at sygdommen primært smitter mellem mennesker. I Danmark ses sygdommen meget sjældent - det seneste tilfælde var i 1998. Den lave forekomst af difteri i Danmark kan til dels tilskrives vaccinationens indførelse i det danske børnevaccinationsprogram.

Klik her og læs mere om difteris udbredelse i verden.

Kan man behandles for difteri?

Man kan blive behandlet for difteri. Det allervigtigste er, at behandling opstartes hurtigst muligt, da chancerne for helbredelse så er størst. Overordnet går behandlingen ud på, at man får antibiotika til at dræbe difteribakterien og antitoksin til at neutralisere giftstoffet (toksinet), som difteribakterien har dannet. I nogle tilfælde kan det blive nødvendigt at fjerne belægninger i luftvejene, som difteribakterien er årsag til. Dette gøres for at mindske risikoen for kvælning.

Læs mere her omkring behandlingen af difteri.

Hvad kan man gøre for at undgå smitte med difteri?

Det bedste, som man kan gøre for at undgå smitte med difteri, er at blive vaccineret. Først og fremmest bør man være grundvaccineret mod difteri ved at have fuldført det danske børnevaccinationsprogram. Herefter skal man vaccineres hvert 10. år for stadig at være fuldt beskyttet. Vaccinationen mod difteri gives sammen med vaccinationen mod stivkrampe. Hvis man skal ud at rejse, er det særlig vigtigt, at man er fuldt beskyttet mod difteri.

LINK: Klik her og læs mere omkring vaccination mod difteri.

Spar 50%

Medlemmer af Sygeforsikring Danmark kan spare 50% på rejsevaccinationer.

Læs mere

Ofte stillede spørgsmål

Skal jeg vide hvilke vacciner jeg skal have inden jeg bestiller tid?

Nej. Ved konsultationen gennemgår apotekets personale dine rejseplaner, dit ønske om beskyttelse, eventuelle tidligere vaccinationer, samt forhold, der kunne betyde, at du er i øget risiko (sygdomme mv.). På baggrund af dette lægger apotekets personale et personligt vaccinationsprogram til dig.

Bliver jeg vaccineret ved første konsultation?

Ja. Husk dog på at nogle vacciner skal gives over flere omgange over en periode på uger eller måneder for at give en optimal beskyttelse.

Har I alle vacciner på lager?

Ja, i udgangspunktet har apoteket alle vacciner på lager. Dog har apoteket ikke vaccine mod tuberkulose på lager, ligesom der tages forbehold for at vacciner kan være i restordre fra producenten.

Kan I se hvilke vacciner jeg har fået tidligere?

Apoteket kan se alle tidligere vacciner, som er givet på apoteket. Det er i udgangspunktet ikke lovligt for apoteker eller læger at se journaler fra andre klinikker. Er du blevet vaccineret i en anden klinik eller hos egen læge har apoteket derfor ikke adgang til disse journaler. Medbring derfor det gule vaccinationskort. Har du ikke det kan du prøve at logge ind med NemID på www.fmk-online.dk. Det er dog langt fra alle klinikker der historisk har uploadet information her.

Hvad koster det at blive vaccineret?

Rejsevaccinationer er ikke dækket af den offentlige sygesikring. Klik for at se vaccinationspriser