Stivkrampe (tetanus) – hvad er det?

Stivkrampe, også kaldet tetanus, er en sygdom, der skyldes infektion med stivkrampebakterien Clostridium tetani. Denne bakterie producerer et giftstof, som blandt andet forårsager alvorlige kramper i kroppen. Kramperne kan blive så alvorlige, at de påvirker musklerne til vejrtrækningen, hvilket kan medføre kvælning og være livsfarligt for patienten.

 

Hvor er der risiko for at blive smittet med stivkrampe?

Der er risiko for smitte med stivkrampe i hele verden, da stivkrampebakterien findes i al jord verden over og også ofte i afføringen fra dyr. Stivkrampebakterien er en meget modstandsdygtig bakterie, som både kan tåle varme og udtørring. I jorden findes bakterien i en inaktiv form kaldet ”spore”. Sporerne bliver aktiveret, når de kommer i kontakt med et varmt og iltfrit miljø som f.eks. sår og rifter. Det er den aktive form, der kan danne giftstoffet. Til trods for den store udbredelse af stivkrampe, er smitterisikoen i Danmark faldet igennem de sidste mange år. Det største fald skete, da stivkrampevaccinationen blev en del af det danske børnevaccinationsprogram i 1949. I dag ses der i Danmark kun omkring 0-2 tilfælde med stivkrampe om året. Men i fattigere lande er stivkrampetilfælde hyppigere, fordi færre bliver vaccineret samtidig med, at hygiejnen i disse lande er dårligere.

 

Hvordan smitter stivkrampe?

Smittevejen for stivkrampe har i Danmark ændret sig gennem tiden, da de hygiejniske forhold er blevet forbedret. Før i tiden smittede stivkrampe ved, at bakterien blev overført til barnet under fødslen, fordi der var forurening omkring navlestrengen. Derfor var årsagen både, at hygiejnen var dårligere dengang, og at de nyfødte børns mødre ikke var stivkrampevaccineret, og derfor ikke havde kunnet overføre beskyttende antistoffer mod stivkrampe til barnet under graviditeten. Nu om dage sker smitten oftere ved, at sår og andre defekter i huden bliver forurenet med jord eller snavs, der er forurenet med bakterien. Bakterien overføres altså ikke fra menneske til menneske. Når bakterien er trængt ind i kroppen opformerer den sig og begynder at danne sit giftstof. Det er dette giftstof, som spreder sig til resten af kroppen og forårsager symptomerne på stivkrampe. I fattige dele af verden sker smitten stadig under fødsler på grund af den dårlige hygiejne og manglende vaccination.

 

Hvad er symptomerne på stivkrampe?

Fra man bliver smittet med stivkrampebakterien til, at man oplever symptomerne på stivkrampe, går der oftest 3-14 dage. I sjældnere tilfælde kan der gå både kortere og længere tid. Denne periode kaldes for inkubationstiden. Jo større og mere forurenet såret er, desto kortere bliver inkubationstiden, altså jo tidligere kommer symptomerne. De allerførste symptomer på stivkrampe ses typisk ved indgangsporte (sår og rifter) for bakterien. Symptomerne begynder oftest langsomt i løbet af nogle dage. Først mærkes smerter, så kommer muskelsammentrækningerne og senere hen kramperne. Det er stivkrampebakteriens giftstof, der påvirker musklerne, så de ikke kan slappe af, og dermed resulterer i de karakteristiske kramper. Kramperne er meget smertefulde. Det er typisk i ansigtet og kæben, at symptomerne starter, hvor tyggemusklerne føles stivere, og til sidst kan det blive svært at åbne munden. Kramperne i ansigtets muskler giver typisk tydelige og dybe panderynker, og får mundvigene trukket ud til siderne, så munden stivner i et konstant ”smil”. Herefter kommer der kramper i musklerne i nakken, så maven, ryggen og til allersidst i overarme og lår. Kramperne i nakkens muskler kan besværliggøre synkning. Under hele sygdomsforløbet er patienten ved fuld bevidsthed. Udover kramperne kan der opleves hovedpine, ændringer i blodtrykket og hjertets rytme. Meget sjældent ses feber. Ved de alvorligste sygdomsforløb går musklerne til vejrtrækningen i kramper, hvilket besværliggør vejrtrækningen, og som i sidste ende kan være dødeligt. Stivkrampe kan altså have et alvorligt sygdomsforløb, hvor op mod 10-15 % af de smittede dør af sygdommen.

 

Vaccination mod stivkrampe

I Danmark bliver næsten alle i dag grundvaccineret mod stivkrampe, efter stivkrampevaccinationen blev en del af det danske børnevaccinationsprogram i midten af 1900-tallet. I børnevaccinationsprogrammet gives vaccinen ved 3, 5 og 12 måneders alderen. Igen ved 5 års alderen får barnet en revaccination mod stivkrampe, og herefter skal man revaccineres hvert 10. år for fortsat at være beskyttet mod stivkrampe. I Danmark anvendes vaccinen DiTe-booster ”SSI” til revaccinationerne mod stivkrampe. Denne vaccine giver også beskyttelse mod sygdommen difteri.

 

Stivkrampevaccinen indeholder det giftstof, som stivkrampebakterien selv danner. Dog er giftstoffet i vaccinen blevet afgiftet, så det ikke kan forårsage sygdommen stivkrampe. Ved vaccination får kroppens immunforsvar mulighed for at danne antistoffer mod stivkrampens giftstof. Disse antistoffer kan angribe og nedbryde giftstoffet ved smitte, så man ikke bliver syg. Eftersom stivkrampe er en alvorlig sygdom med høj smitterisiko i hele verden, bør alle blive vaccineret mod stivkrampe. Gravide og ammende kan også blive vaccineret, men man bør gøre vaccinatøren på apoteket opmærksom på sin graviditet/amning. Stivkrampevaccinen giver sjældent bivirkninger, men de hyppigste er rødme, hævelse og ømhed på vaccinationsstedet. Derudover kan man risikere at opleve hovedpine, utilpashed og feber.

Hvis du er medlem af ”Sygeforsikring Danmark” kan du få dækket 50 % af dine udgifter til dine rejsevaccinationer.

 

Hvordan stilles diagnosen stivkrampe?

På grund af stivkrampes alvorlige symptomer, er det vigtigt at få stillet diagnosen hurtigst muligt, så behandlingen kan opstartes. Primært stilles diagnosen stivkrampe ud fra de karakteristiske symptomer som f.eks. kramperne, men bliver senere bekræftet ud fa dyrkningssvar af podningen fra såret. Derudover bliver diagnosen også stillet på baggrund af patientens syge- og vaccinationshistorie. Når lægen undersøger patienten for symptomerne, er det særlig vigtigt at få udelukket de andre årsager til kramper som f.eks. epilepsi, hjernebetændelse, psykiske sygdomme og forgiftninger. Her adskiller stivkrampe sig fra de andre sygdomme ved, at musklerne ved stivkrampe også er stive mellem krampeanfaldene.

Det er vigtigt, at behandlingen opstartes allerede ved mistanke om stivkrampe, og at man derfor ikke venter på dyrkningssvarene fra såret.

 

Kan man blive behandlet for stivkrampe?

Der er muligt at behandle stivkrampe. Her er den vigtigste faktor, at behandlingen opstartes hurtigst muligt. I gennemsnit tager det 4-6 uger at blive rask, hvis alt forløber, som det skal. Da stivkrampe er en livstruende sygdom, bør behandlingen ske på et sygehus. Hvis det er muligt, starter man med at finde indgangsporten for bakterien. Det kan være sår og rifter. Såfremt indgangsporten findes, starter man med at rense såret grundigt med vand, sæbe, sprit og i værste tilfælde med operation. Patienten får antibiotika til at dræbe stivkrampebakterien og en modgift, som kan neutralisere effekten af bakteriens giftstof. Samtidig får patienten medicin, som kan stoppe og kontrollere de voldsomme kramper. Der gives også medicin, der kan kontrollere den unormale nerveaktivitet for på den måde at undgå hjerterytmeforstyrrelser og ændringer i blodtryk og kropstemperatur. Det er vigtigt, at patienten får ro, fordi kroppen arbejder hårdt på at bekæmpe bakterien og dets giftstof. Derudover skal patienten undgå påvirkninger fra omgivelserne som lys, lyd og berøring, da de kan udløse livstruende kramper. Hvis musklerne til vejrtrækningen bliver påvirket, bliver patienten lagt i respirator for at få hjælp til sin vejrtrækning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *