Stivkrampe også kaldet tetanus skyldes en infektion med bakterien Clostridium tetani, som danner et toksin lokalt ved smittestedet. Herfra transporteres toksinet med nervebanerne til resten af kroppen. Toksinet påvirker musklerne, så de ikke kan slappe af, hvilket skaber de karakteristiske kramper, som bl.a. er et af symptomerne på stivkrampe. Kramperne kan blive så stærke, at de i sjældne tilfælde kan knække knogler.

Hvordan mærker man stivkrampe?

De første symptomer på stivkrampe viser sig typisk ved bakteriens indgangsport som f.eks. er sår og rifter. Der mærkes først smerter, så muskelsammentrækninger og senere hen kramper. Oftest begynder symptomerne langsomt i løbet af nogle dage. Symptomerne starter typisk i ansigtet og kæben, hvor tyggemusklerne føles stivere og stivere, og til sidst kan det blive vanskeligt at åbne munden. Kramperne i ansigtets muskler er typisk meget tydelige og skaber dybe panderynker, og mundvigene trækkes ud til siderne, så munden stivner i et vedvarende ”smil”. Gradvis forekommer der kramper i musklerne i nakken og derefter maven, ryggen og til allersidst i forløbet i overarme og lår. Undersøgelser har vist, at grunden til, at musklerne i ansigt, kæbe og nakke rammes først, er, at nervebanerne til disse regioner er kortest. Når nakkens muskler påvirkes, bliver det svært at synke. Ryggens muskler kan krampe så meget, at ryggen bøjes kraftigt bagover som en flitsbue, hvilket er et karakteristisk træk ved stivkrampe. Under forløbet er man hele tiden ved fuld bevidsthed. Nogle kan, udover kramper, opleve hovedpine og forstyrrelser af blodtrykket og hjertets rytme. I sjældne tilfælde opleves temperaturforhøjelse, hvilket oftest kun sker ved komplicerede infektioner, og derfor er feber ikke et karakteristisk symptom på stivkrampe. Kramperne mærkes meget smertefulde, og sent i forløbet vil faktorer som lys, lyd, hoste og nys kunne fremprovokere livsfarlige kramper i f.eks. halsen. I de mest alvorlige tilfælde er stivkrampe dødelig bl.a., fordi musklerne til vejrtrækningen går i kramper. Dermed bliver det svært at trække vejret, og man kan dø. Når ryggen bøjes bagover i kramper, bliver brystkassens muskulatur spændt op, hvilket yderligere besværliggør vejrtrækningen. Stivkrampe er altså en alvorlig sygdom, som kan tage måneder at komme sig over, og op mod 10-15 % af de smittede dør af sygdommen.

Hvor lang tid går der, før symptomerne på stivkrampe viser sig?

Fra man bliver smittet med stivkrampebakterien til, at man får symptomerne på stivkrampe, går der oftest omkring 3-14 dage, men i sjældnere tilfælde kan der gå både kortere og længere tid. Denne periode kaldes for inkubationstiden. Det gælder, at jo større og mere forurenet et sår er, desto kortere er inkubationstiden og jo hurtigere viser symptomerne sig. Da der går nogle dage fra smitten er sket, til symptomerne viser sig, kan de oprindelige sår og rifter, som var indgangsporten for stivkrampebakterien, være helet op, og man kan have glemt alt om det. Hvis kramperne viser sig, varer de normalt en til to uger. Hvis man overlever disse kramper, varer det yderligere nogle uger, før man opnår den normale muskelfunktion igen.

Medfødt og ikke-medfødt stivkrampe

Overordnet inddeler man stivkrampe i at være medfødt og ikke-medfødt også kaldt neonatal og non-neonatal. Medfødt referer til helt nyfødte børn. Helt generelt er årsagerne og symptomerne de samme ved medfødt og ikke-medfødt stivkrampe. Forskellen er, at medfødt stivkrampe ses hos nyfødte børn. Smitten sker her ved, at navlesnoren bliver forurenet med stivkrampebakterien pga. dårlig hygiejne under fødslen. Ved smitte af nyfødte ses symptomerne ca. en uge efter fødslen, hvor barnet får svært ved at sutte og bliver anfalds vist helt stiv. Senere i forløbet vil kramper i ryggens muskler bevirke, at barnet ligger med en meget bagoverbøjet ryg. Dødeligheden er helt op mod 90 % hos de nyfødte. Modsat er ikke-medfødt stivkrampe alle de andre tilfælde af stivkrampe, som primært skyldes infektion af sår og rifter med stivkrampebakterien. Herhjemme ses medfødt stivkrampe stort set ikke længere, hvilket skyldes forbedring af hygiejnen under fødsler, og at næsten alle mødre er vaccineret mod stivkrampe. Vaccination gør, at mødrene kan give de beskyttende antistoffer mod stivkrampe videre til deres børn under graviditeten. Dermed er de nyfødte mere modstandsdygtige over for stivkrampe under fødslen. Før vaccination blev indført i Danmark, var stivkrampe en hyppig årsag til død hos nyfødte. Medfødt stivkrampe ses stadig i udviklingslande pga. den ringere hygiejne under fødsler og færre vaccinerede mødre.

Hvordan stilles diagnosen stivkrampe?

Stivkrampe kan stilles klinisk, hvilket vil sige, at sygdommen diagnosticeres ud fra de karakteristiske og ovenfor beskrevne symptomer på stivkrampe. Derudover kan man tage materiale fra f.eks. det inficerede sår og undersøge det i et laboratorie. Dog må det ikke forsinke opstart af behandlingen.