Influenza behandles sjældent

Influenza er et virus og kan derfor ikke behandles med antibiotika, herunder penicillin. Ellers raske personer, der er smittet med influenza, vil ikke blive tilbudt behandling. Tilhører man en risikogruppe kan lægen vurdere om man bør blive behandlet med et anti-viralt lægemiddel. I Danmark bruger man lægemidlet Tamiflu. Gives Tamiflu indenfor det første døgn kan influenzasymptomerne mildnes og sygdomsperioden afkortes med et par dage. Gives medicinen senere i sygdomsforløbet er effekten mindre.  Da behandlingen ikke er særlig effektiv anbefales personer med risiko for alvorlige komplikationer af influenza at få en influenza-vaccination.