Influenza kan være farlig

Hvis du er ung og rask er influenza som regel ikke farlig, selvom det er ubehageligt at være syg. For ældre og patienter med visse kroniske sygdomme kan influenza imidlertid være farlig, og under en influenzaepidemi dør i gennemsnit 1.000 danskere. Alvorlige følgevirkninger af en influenzainfektion kan være lungebetændelse og forværring af en allerede eksisterende sygdom, fx hjertesvigt, KOL, astma og diabetes. Små børn kan få en mellemørebetændelse som følge af en influenzainfektion.

Hvornår skal man opsøge læge

Hvis man har en kronisk sygdom, fx hjertesygdom, KOL, astma eller diabetes bør man kontakte lægen, hvis man får influenza. Derudover bør forældre med børn under 1 år, der har mistanke om at deres barn er smittet med influenza kontakte lægen. Er feberen ikke gået over efter en uge, eller har man svært ved at få vejret, bør ellers raske mennesker også kontakte lægen.