Gul feber

Resumé

Gul feber er et virus, der inficerer via smittebærende myg, og som kan give alvorlige symptomer, der kan have dødelig udgang. Gul feber er især udbredt i Afrika samt Syd- og Mellemamerika, og over de sidste 20 år har man set en stigning i tilfælde af sygdommen på verdensplan. Voksne og ældre personer er i højere risiko for at udvikle symptomer efter smitte. Gul feber kan forebygges effektivt med en enkelt vaccine, der er givet 10 dage inden indrejse i et land med risiko for smitte. Vaccinen giver fuld dækning resten af livet. Nogle lande har dokumentationskrav for, at man har modtaget en gul feber vaccine inden indrejse.

Om sygdommen

Gul feber er en akut virusinfektion hos mennesker, der er blevet smittet via bid fra inficerede myg. Der er risiko for gul feber omkring ækvator i Afrika og Syd- og Mellemamerika. Gul feber findes ikke i Asien. På verdensplan bliver 200.000 smittet med gul feber årligt, hovedsageligt i Vestafrika, hvoraf 30.000 dør. Antallet af udbrud af gul feber er de sidste 20 år steget. Det er især ikke-vaccinerede, der er i risiko for smitte i lande med gul feber. Smitte blandt rejsende er sjældent, men det estimeres, at risikoen for at blive syg af gul feber i Vestafrika er 50 ud af 100.000 rejsende ved et to-ugers ophold.

Smittevej

Virusset overføres til mennesker via myg. Man er både i risiko for smitte via myggestik i og uden for byer i de lande, hvor gul feber findes. Når symptomerne på smitte med gul feber indtræder kan man i teorien smitte andre mennesker via blod. Det er især i skumringstiden frem til daggry, at myggene er aktive, og det er i dette tidsrum ekstra vigtigt at forebygge myggestik ved hjælp af blandt andet tøj og myggespray.

Sygdomsforløb

Fra man er blevet stukket af en smittebærende myg med gul feber og til man får symptomer går der typisk 3-6 dage. Børn har sædvanligvis et mildere forløb end voksne. Symptomer på smitte med gul feber er feber, kulderystelser, appetitløshed, kvalme, muskelømhed og hovedpine. Dette går over inden for 3-4 dage, men op imod 20% vil inden for et døgn få mere alvorlige symptomer på smitten: leverskade, gulfarvning af huden, nyresvigt og blødninger fra slimhinder. Omkring halvdelen af de personer, der udvikler de alvorlige symptomer, vil dø inden for 10-14 dage.

Behandling

Der findes ingen specifik behandling mod virusinfektionen, når man først er blevet smittet, så man behandler de symptomer, patienten har. Det kan blandt andet være behandling med blodtransfusion på grund af blodtab. Man kan forebygge infektionen med gul feber med vaccination, inden man rejser til lande, hvor der kan forekomme gul feber.

Vaccination mod gul feber

Der findes en vaccine mod gul feber ved navn Stamaril®. Man skal kun have en enkelt vaccine, før man er fuldt vaccineret mod gul feber resten af livet. Den fulde inddækning mod gul feber er gældende 10 dage efter, man har fået vaccinationen.

En række lande kræver dokumentation for, at man har modtaget en gul feber vaccination senest 10 dage inden indrejse i landet. De kræver, at man medbringer et udfyldt og stemplet gult vaccinationskort. Nogle lande kræver derudover, at gul feber vaccinationen højst er 10 år gammel.

Man kan udvikle bivirkninger i forbindelse med vaccinationen. De mest almindelige er ubehag ved indstiksstedet samt rødme af området. Få procent af dem, der bliver stukket, kan opleve influenzalignende symptomer nogle dage efter vaccinationen, som går over af sig selv.

Find anbefalinger

Klik og indtast oplysninger om din rejse for at se om du anbefales få en vaccination.

 

Spar 50%

Medlemmer af Sygeforsikring Danmark kan spare 50% på rejsevaccinationer.

Læs mere

Ofte stillede spørgsmål

Skal jeg vide hvilke vacciner jeg skal have inden jeg bestiller tid?

Nej. Ved konsultationen gennemgår apotekets personale dine rejseplaner, dit ønske om beskyttelse, eventuelle tidligere vaccinationer, samt forhold, der kunne betyde, at du er i øget risiko (sygdomme mv.). På baggrund af dette lægger apotekets personale et personligt vaccinationsprogram til dig.

Bliver jeg vaccineret ved første konsultation?

Ja. Husk dog på at nogle vacciner skal gives over flere omgange over en periode på uger eller måneder for at give en optimal beskyttelse.

Har I alle vacciner på lager?

Ja, i udgangspunktet har apoteket alle vacciner på lager. Dog har apoteket ikke vaccine mod tuberkulose på lager, ligesom der tages forbehold for at vacciner kan være i restordre fra producenten.

Kan I se hvilke vacciner jeg har fået tidligere?

Apoteket kan se alle tidligere vacciner, som er givet på apoteket. Det er i udgangspunktet ikke lovligt for apoteker eller læger at se journaler fra andre klinikker. Er du blevet vaccineret i en anden klinik eller hos egen læge har apoteket derfor ikke adgang til disse journaler. Medbring derfor det gule vaccinationskort. Har du ikke det kan du prøve at logge ind med NemID på www.fmk-online.dk. Det er dog langt fra alle klinikker der historisk har uploadet information her.

Hvad koster det at blive vaccineret?

Rejsevaccinationer er ikke dækket af den offentlige sygesikring. Klik for at se vaccinationspriser