Hvad er hepatitis B?

Hepatitis B, også kaldet smitsom leverbetændelse type B, er en infektion i leveren forårsaget af hepatitis B-virusset. Infektion kan både være kortvarig og akut eller langvarig og derved kronisk. Det er en af de hyppigste infektionssygdomme i verden med særlig stor udbredelse i Asien, Afrika, Sydamerika og Grønland. I Danmark er sygdommen sjælden, og det er primært stofmisbrugere og indvandrere fra Asien, Afrika og Sydamerika, som er smittede. Sygdommen kan enten være kortvarig eller forblive langvarigt i kroppen. Ved smitte angriber virusset leverens celler, hvilket kan resultere i, at cellerne dør. Dette ødelægger den normale struktur i leveren og kan i de værste tilfælde udvikle sig til skrumpelever og leverkræft. På verdensplan har mere end 2 milliarder mennesker været udsat for smitte med virusset, af disse er ca. 350 millioner langvarigt smittede og kan derfor give sygdommen videre til andre.

Hvor er der risiko for smitte med hepatitis B?

Eftersom hepatitis B på verdensplan er en af de mest udbredte infektionssygdomme, er der i princippet risiko for smitte med hepatitis B i hele verden. Dog er forekomsten af hepatitis B ekstra stor i Asien, Afrika og Sydamerika. I disse områder findes hepatitis B hos mere end 10 % af befolkningen. I Danmark er smitterisikoen for hepatitis B ikke særlig stor, men findes primært blandt personer, som har/har haft et stofmisbrug, hos homoseksuelle mænd med mange skiftende partnere, hos indvandrere og hos personer med seksualpartnere fra eller i områder af verden, hvor der er høj smitterisiko for hepatitis B.

Hvordan smitter hepatitis B?

Hepatitis B-virusset er et modstandsdygtigt virus og kan overleve uden for kroppen i mere end syv dage. I denne periode kan virusset stadig forårsage infektion og smitte en person, som ikke er vaccineret mod hepatitis B. Mennesker er, fraset enkelte abearter, de eneste, som kan smittes med hepatitis B-virusset. Virusset findes i blod og andre kropsvæsker hos smittede personer og overføres ved ubeskyttet seksuel kontakt eller ved kontakt med blod og andre kropsvæsker, som er forurenet med hepatitis B. Tatovering, piercing, operation og blodtransfusion giver derfor en øget risiko for smitte. Personer med særlig risiko for smitte er personer med mange seksualpartnere, rejsende i risikoområder, sundhedspersonale pga. tæt kontakt med nåle og narkomaner pga. fællesbrug af sprøjter. I lande med høj risiko for smitte overføres virusset ofte fra mor til barn under fødslen. For rejsende gælder det, at risikoen for smitte øges i takt med rejsens længde. Jo yngre den smittede person er, desto større er risikoen for, at personen udvikler en langvarig (kronisk) hepatitis B-infektion.

Hvad er symptomerne på hepatitis B?

Symptomerne opstår omkring 1-5 måneder efter smitte. Denne periode fra smitte til symptomerne viser sig, kaldes for inkubationstiden. Omkring 70 % af de smittede voksne og 90 % af de smittede børn under 5 år oplever ingen symptomer, hvorfor sygdommen ofte først konstateres via blodprøver, der indeholder hepatitis B-virusset. Hvis virusset stadig er tilstede i blodet efter 6 måneder, er infektionen langvarig og kaldes derfor kronisk. Den kroniske tilstand kan i de værste tilfælde føre til skrumpelever, leverkræft og i sidste ende leversvigt. De første symptomer på sygdom er typisk træthed, manglende appetit, let feber, diarré, mave- og ledsmerter. Disse symptomer på akut infektion forsvinder normalt efter 1-3 måneder. Omkring 20 % af de smittede udvikler gulfarvning af huden (gulsot), lys afføring og mørk urin pga. ophobet galde i kroppen. Der er omkring 5 %, som vil blive bærere af hepatitis B-virusset og dermed få den kroniske form af sygdommen. Man siger, at næsten alle spædbørn af forældre smittet med hepatitis B, selv vil udvikle den kroniske form for hepatitis B. Efter en overstået akut infektion er man immun over for hepatitis B, hvilket betyder, at man ikke kan få sygdommen igen.

Vaccination mod hepatitis B

Hepatitis B kan undgås ved vaccination. Der findes to typer af vacciner, som beskytter mod hepatitis B: Engerix® og HBVAXPRO®. Begge vacciner består af et overfladeantigen fra hepatitis B-virusset, som kroppen kan danne antistoffer mod efter vaccination. Disse antistoffer kan angribe hepatitis B-virusset ved smitte, hvorved man undgår sygdom.

Det anbefales, at man bliver vaccineret mod hepatitis B, hvis:

1.man arbejder med nåle og blodprodukter.

2.man skal opholde sig over længere tid i et område, hvor der er risiko for smitte med hepatitis B.

3.man har en seksualpartner, som er eller kan være smittet med hepatitis B-virusset og som kan være bærer af sygdommen.

4.man skal tatoveres eller pierces under ringe hygiejniske forhold og særligt i lande med stor risiko for smitte med hepatitis B.

Det anbefales altid at starte i god tid med at få styr på sine vaccinationer før blandt andet en udlandsrejse, da nogle vacciner skal gives over flere omgange for at opnå sin beskyttende effekt. For hepatitis B findes der to forskellige vaccinationsprogrammer:

1) Standardprogrammet: Her består vaccinationsprogrammet af i alt 3 doser af vaccinen. Mellem dosis 1 og 2 skal der gå ca. 30 dage, og mellem dosis 2 og 3 skal der gå mindst 5 måneder. Faktisk kan der gå flere år mellem dosis 2 og 3, så det er sjældent nødvendigt at starte et vaccinationsprogram forfra. Ved dette program opnår man en beskyttelse på 70 % efter de to første doser og 100 % efter 3. dosis. Ved fuldt udført vaccinationsprogram er man beskyttet resten af livet.

2) Fremrykket program: Dette vaccinationsprogram består af 4 doser, som gives på henholdsvis dag 0, 7 , 21 og 365. Efter de første tre doser opnår man en beskyttelse på 65 % og 100 % efter den 4. dosis. Ved fuldt udført vaccinationsprogram er man beskyttet resten af livet.

Der kan ses enkle og milde bivirkninger efter vaccination som for eksempel rødme, hævelse og ømhed ved indstiksstedet. Omkring 1-10 % oplever feber og hovedpine, og endnu sjældnere oplever nogle mavesmerter, diarré, kvalme og opkast.

Udover disse to vacciner findes der også en kombinationsvaccine, som beskytter mod både hepatitis A og hepatitis B. Denne kaldes Twinrix®.

Børn kan også blive vaccineret mod hepatitis B, men ofte blot med den halve voksendosis. På apoteket kan man få råd og vejledning omkring vaccination af børn. Ligeledes kan gravide og ammende også blive vaccineret mod hepatitis B. Dog bør man gøre vaccinatøren opmærksom på sin situation.

Hvis du er medlem af ”Sygeforsikring Danmark” kan du få dækket 50 % af dine udgifter til dine rejsevacciner.

Hvordan stiller man diagnosen hepatitis B?

Diagnosen ”hepatitis B” stilles ved enten at påvise hepatitis B-virusset eller antistoffer mod hepatitis B-virusset i blodet. I en blodprøve kan man påvise mange forskellige dele af hepatitis B-virusset, som siger noget om den pågældende persons tilstand af sygdommen. For eksempel kan man påvise, det som kaldes for HBsAG fra hepatitis B-virusset hos patienter, som har fået den kroniske infektion. Hvis man også påviser HBeAg fra virusset i blodet, er man meget smitsom og har på længere sigt en større risiko for at få komplikationer af infektionen. Derudover kan man også måle mængden af virusset kaldet HBV DNA. Her er en høj mængde lig med høj smitsomhed. Man kan også vurdere alvorligheden af sygdommen ud fra de såkaldte levertal, som siger noget om, hvor meget leveren er påvirket af hepatitis B-virusset.

Er hepatitis B farligt og kan man dø af sygdommen?

Den akutte og kortvarige form af hepatitis B har en god prognose, og de fleste bliver helt raske efter fire til seks uger. Det er kun meget få ca. en ud af 300, som vil udvikle leversvigt ved den akutte form, hvilket man kan dø af. Derimod skal man vurderes på en specialafdeling, hvis sygdommen bliver til den kroniske form. Her kan man få medicin, der er under udvikling, som kan holde sygdommen nede og i ro. Ved kronisk hepatitis B vil nogle smittede udvikle skrumpelever og i mere sjældne tilfælde udvikle leverkræft. På verdensplan dør omkring 780.000 personer hvert år af hepatitis B, men i Danmark er det en sjælden dødsårsag.

Kan man blive behandlet for hepatitis B ved smitte?

Behandling af hepatitis B er en specialistopgave, som stadig er under udvikling. Hver enkelt behandling bygger på den smittedes sygdomsfase, sværhedsgrad, og hvor påvirket leveren er. Der er ingen specifik behandling til den kortvarige og akutte infektion, hvor man kun kan forsøge at dæmpe symptomerne og ubehaget. Hensigten med behandlingen af den langvarige og kroniske infektion er at forhindre de alvorlige konsekvenser som f.eks. skrumpelever og at undgå yderligere smitte af andre. Mod den kroniske hepatitis B, kan man få stoffer, der minder om dem, som kroppen selv producerer i modangrebet mod hepatitis B-virusset. Disse kan derved hjælpe kroppens immunforsvar. Ved smitte uanset om den er kort- eller langvarig bør man undgå alkohol, da leverfunktionen er nedsat i sygdomsperioden.