Malaria skyldes smitte med en af de fem forskellige malariaparasitter. Fælles kaldes malariaparasitterne for Plasmodium.

Smitten sker ved, at man bliver stukket af en myg, der selv er smittet med malariaparasitter. Efter myggestikket kommer malariaparasitterne til den smittedes lever via blodbanen. I leveren videreudvikles malariaparasitterne og overføres så til blodbanen igen, hvor de kan angribe den smittedes røde blodlegemer, som vil blive ødelagt og gå til grunde. Dette kan føre til alvorlig blodmangel.

Hvordan stiller lægen diagnosen ”malaria”?

Lægen får mistanke om smitte med malaria ud fra symptom– og rejsebeskrivelse. Da malariaparasitterne angriber og lever i de røde blodlegemer, er det i blodet på den smittede, at man kan påvise parasitterne. Diagnosen stilles endeligt ved, at man påviser parasitterne i den smittedes blod. Dettes gøres ved hjælp af noget, som kaldes for dråbe- og udstrygningspræparater. De fremstilles ved, at et par dråber af patientens blod, som kan komme fra en øreflip eller fingerspids, dryppes på eller udstryges på et glas, kaldt et objektglas. Objektglasset bliver efterfølgende farvet med nogle specifikke farvemetoder. Farvningen vil kunne farve parasitterne tydeligere, så de kan ses i mikroskopet, hvis de er til stede i patientens blod. I nogle tilfælde kan man blive nødt til at lave undersøgelsen flere gange, hvis feberen lige er begyndt og/eller den forebyggende malariamedicin holder malariaparasitten nede og derved skjuler smitten. Der er også kommet nyere metoder til, som kaldes for hurtig-tests. Ved hurtig-tests sættes en dråbe af patientens blod på en reagensstrimmel, der herefter kan fremvise et specifikt mønster bestående af farvede linjer, hvis den er positiv for malaria, og personen derved er smittet med malaria. Det positive ved hurtig-testene er, at de, som navnet siger det, er hurtige til at stille diagnosen malaria. Derudover er de vurderet til at være gode og præcise, hvilket betyder, at de ret korrekt kan fortælle om en person er smittet med malaria eller ej. For at sikre optimalt resultat bør testen udføres af en uddannet person som f.eks. en bioanalytiker, der er vant til at arbejde med testene.

Hvad er symptomerne på malaria, som kan give mistanke om smitte?

Ved smitte ses symptomerne på malaria typisk en til to uger efter, men symptomerne kan også først opstå flere måneder efter, at man er blevet smittet. Malaria har influenzalignende symptomer, hvorfor man kan få mistanke om malaria, hvis man har symptomer som feber, ømhed i muskler og led, hovedpine, kvalme, opkast og diarré. Typisk kommer symptomerne i anfald varende nogle timer, hvor man mellem anfaldene næsten kan føle sig helt rask. Tiden mellem anfaldende er meget varierende og afhænger bl.a., hvilken type af malariaparasitterne, man er blevet smittet med. Overordnet inddeler man malaria i to former: en godartet (benign) og en ondartet (malign) form. Den ondartede form har et mere alvorligt sygdomsforløb, hvor symptomerne er mere konstant til stede. Uden behandling kan malaria være årsag til organsvigt og i værste fald være dødelig.

Er der nogle symptomer, som jeg skal være ekstra opmærksom på?

Feber og/eller kulderystelser er det vigtigste faresignal at være opmærksom på, hvis det opstår efter ophold i et malariarisikofyldt område. Hvis man oplever dette, skal man hurtigst muligt søge læge, og det er vigtigt, at man gør lægen opmærksom på, at man har været i et malariarisikofyldt område, hvis dette er tilfældet. Ved blot den mindste mistanke om malariasmitte vil lægen sørge for indlæggelse på et hospital.

Hvis diagnosen ”malaria” stilles, kan man så blive behandlet?

Som udgangspunkt kan man helbredes for malaria ligegyldigt, hvilken type malaria man er smittet med. Dog er det vigtigt, at man opstarter den korrekte behandling hurtigst muligt, hvorfor diagnosticering af sygdommen er vigtig. Behandlingen består af antimalariamedicin, der er den samme medicin, man anvender til at forebygge malaria med på rejser. Man skal dog være opmærksom på, at hvis man har anvendt forebyggende antimalariamedicin en rejse, kan man ikke anvende den samme type medicin til behandlingen.