Stivkrampe også kaldt tetanus skyldes en infektion med bakterien Clostridium tetani. Stivkrampebakterien findes overalt i verden, og man kan derfor let blive smittet. Årligt ses omkring en million tilfælde af stivkrampe, hvor de fleste tilfælde primært finder sted i de udviklingslande. I Danmark ses der gennemsnitligt mindre end et tilfælde af stivkrampe årligt. Vores gode hygiejne samt vaccination er faktorer, som har mindsket forekomsten af stivkrampe.

Hvor findes stivkrampebakterien?

Stivkrampebakterien findes i næsten alt omkring os, men særligt i jord og afføring fra dyr. Derfor er koncentrationen af bakterien særlig høj i jord, som er blevet forurenet med dyreafføring. I vores omgivelser findes bakterien i en inaktiv og modstandsdygtig form og bliver først aktiv, når den inficerer sår og rifter. Det skyldes, at stivkrampebakterien er en såkaldt anaerob bakterie, hvilket betyder, at den lever bedst og kun kan vokse uden ilt. Derfor kan bakterien i mennesker kun vokse i dødt væv som sår og rifter pga. det iltfattige miljø disse steder. Når stivkrampebakterien befinder sig under sine optimale omgivelser i det døde væv uden ilt, bliver den aktiv og begynder at danne sit giftstof, som er årsag til sygdommen stivkrampe.

Hvordan overføres bakterien til mennesker?

I Danmark smittede stivkrampe før i tiden ved, at bakterien blev overført under fødslen pga. en forurening omkring navlen. Årsagen var både, at hygiejnen var dårligere dengang, og at børnenes mødre ikke var vaccinerede mod stivkrampe, og derfor ikke havde overført beskyttende antistoffer mod stivkrampe til barnets immunsystem under graviditeten. I fattige dele af verden sker smitten stadig ved fødslen bl.a. på grund af den dårlige hygiejne. Derfor dør mange nyfødte af stivkrampe i disse lande. Nu om dage sker smitten primært på en anden måde. Stivkrampebakterien overføres ikke fra menneske til menneske, så smitten skal ske ved kontakt med jord eller andet snavs, som indeholder bakterien. Bakterien kan ikke trænge ind i kroppen igennem normal og helt intakt hud. For at smitten kan ske, kræver det, at der er en skade i huden, hvilket kan være sår og rifter. Stivkrampebakterien kan endda trænge ind i kroppen via helt små rifter og hudafskrabninger. Smitten sker, når disse sår i huden bliver forurenet med jord eller andet snavs, som indeholder bakterien. I det døde væv formerer bakterien sig og danner sit giftstof. Giftstoffet og IKKE stivkrampebakterien kan herefter sprede sig til resten af kroppen f.eks. hjernen. I hjernen blokkerer giftstoffet de nerver, der normalt får ens muskler til at slappe af. Derfor opstår de karakteristiske kramper ved stivkrampe. Der kan gå fra to dage til flere måneder, oftest 1-2 uger, før giftstoffet påvirker nerverne. Skaden i huden, som oprindeligt var indgangsporten for bakterien, kan være glemt af patienten eller helet helt op, før stivkrampen bryder ud. På baggrund af smittevejen for stivkrampe, er der nogle faktorer, som øger risikoen for smitte. Helt generelt gælder det, at jo større og mere forurenet såret er, desto større er risikoen for smitte. Derudover har stofmisbrugere, som anvender beskidte sprøjter, en øget risiko for smitte. Smitten er også øget ved brand- og operationssår, ligesom den også er øget i underlivet hos kvinder, der lige har født.

Hvad er symptomerne på, at jeg er smittet med stivkrampe?

Overordnet er det karakteristiske symptom på stivkrampe kramper. Kramperne kan påvirke alle musklerne i kroppen, men det bliver særligt farligt, hvis musklerne til vejrtrækningen bliver ramt. Dette kan gøre, at patienterne stopper med at trække vejret, og i sidste ende dør af stivkrampe.

Hvordan stilles diagnosen stivkrampe?

Lægen stiller diagnosen, stivkrampe, ud fra sygehistorien og de klager, som patienten kommer med. For ydereligere at være sikker på, at der er tale om stivkrampe, tages der blodprøver, scanningsbilleder af hjernen og undersøgelser af signaler og impulser i nerverne og musklerne.

Hvis man får konstateret stivkrampe, bliver det anmeldt til bl.a. Statens Serum Institut, så man kan holde øje med antallet af tilfælde i løbet af et år.

Hvordan kan jeg beskytte mig imod stivkrampe?

Først og fremmest bliver risikoen for smitte med stivkrampe væsentlig mindre, hvis der er god hygiejne. Særligt skal man vaske et sår grundigt med vand og sæbe, så stivkrampebakterien ikke kan trænge ind i kroppen derfra. Derudover anbefales alle at blive vaccineret imod stivkrampe, hvilket skal gøres hvert 10. år for at holde beskyttelsen ved lige.

Hvis jeg er uheldig at blive smittet, kan jeg så blive behandlet?

Man kan godt behandle stivkrampe, men det er en meget intensiv behandling, som kræver tæt overvågning, da stivkrampen bl.a. kan gøre det svært at trække vejret. Selve bakterien behandles medicinsk med antibiotika. Indgangsporten for bakterien, som oftest er et sår, skal holdes grundigt rent.